Standerhejsning på Nordjyske Bank Arena

Så kom vimplen til tops på Nordjyske Bank Arena! Selvom vejret var en smule koldt, var der flot fremmøde med omkring 35 omklædte spillere klar til at skyde sæsonen i gang.
Efter en kort tale af Don P blev vimplen traditionen tro hejst, denne gang af Jeppe Birklykke. Herefter gik spillerne på banen, hvor træningen blev ledet af hjælpetræner og holdleder Martin Nielsen samt målmandstræner Steffen Beckmann. Som altid var vores græsbaner i god stand og lagde rammen for en solid første træning.
Michael Hjortkjær var med til standerhejsningen, men måtte smutte hurtigt videre, da hans ungdomshold SEIF U6/7 skulle spille Futsal i Hjørring. Holdet har i øvrigt gjort det fremragende og er fortsat ubesejret i sæsonen 24/25. Også vores 2. holdstræner, Niklas Nygård, var forhindret grundet arbejde. I den kommende sæson vil han sammen med den øvrige trænerstab arbejde på at styrke samarbejdet mellem 1. og 2. holdet, så overgangen mellem de to hold bliver mere flydende.
Fremadrettet vil træningerne finde sted hver tirsdag og torsdag kl. 18:30. Efter den første træning var der en velfortjent omgang suppe, som Jytte stod klar med på første sal. Samtidig blev der orienteret om årets første hyggeaften, som finder sted i marts. Arrangementet vil foregå på Bones i Havnegade, hvor alle seniorspillere og ledere er inviteret til en hyggelig aften i godt selskab.
Vi ser frem til en spændende sæson og glæder os til at se alle på banen!